Mit sikre kort på hånden, når der skal mad på bordet i det lille hjem, er uden tvivl CHILI CON CARNE* - ikke så meget fordi ungerne mæsker det i sig på nul komma fem, næææh.. mere fordi det er en garanti for der rent faktisk kommer mad på bordet. Tidsforbruget (for ikke at tale om køkkenopvasken) er så en helt anden historie..
WELL..
Jeg har i efterhånden en del år haft kendskab til en helt særlig opskrift på denne sydlandske spise, og bestod først rigtigt manddomsprøven indenfor "CcC-making", da det efter en hel aftens sveden og asen-masen foran min svigermors kogegryder, blev serveret med stor fornøjelse for familie og venner til Mateo's barnedåb for snart 3 1/2 år siden. Så du kan nok regne ud, at det efterhånden har givet en god portion øvelse - og som ordsproget lyder: Øvelse gør Mester. Den står sgu knivskarpt stort set hver gang, sålænge mine elskede, friske koriander er ved min side, når startskuddet sætter igang, og solidt plantet i gryden, når retten er klar til indtagelse..
Og når den er på menuen herhjemme, plejer der altid at være velsmagende rester til madpakken dagen derpå..
Og opskriften? VÆRSGO! ;-)
![]() |
BON APPETIT.. |
![]() |
Beundrende blikke fra tøserne - de er vilde med papa's mad.. |
CHILI CON CARNE á la Papa
Ingredienser (4 prs.):
400 g øko-ko
1 stort løg
1 stor rød peberfrugt
1 stængel bladselleri (skrællet)
1 tsk. tørret chili (evt. suppleret med lidt frisk af slagsen)
3 fed finthakket hvidløg
Et 1/2 bundt frisk koriander
2 spsk spidskommen
1 dåse kidney bønner
2 dåser hakkede tomater (evt. stavblendet inden)
En smule tomatpuré
2 spsk. tomatketchup
2 spsk. brun farin
En lille smule mørk chokolade efter behag
Salt + peber
Tilbehør:
Creme Fraiche
3 avocadoer
1 fed hvidløg
En smule tørret chili
Saften af en lille limefrugt
Lidt hakket tomatkød
Salt og peber
Tilberedning:
Steg koen i en generøs mængde jomfru olivenolie, og tilsæt løg, dernæst grøntsager og krydderier - sautér/steg videre yderligere 10 min.
Tilsæt bønner, hakkede tomater, puré, ketchup og farin. Lad det hele koge omtrent en 1/2 time under låg ved jævn varme. Fjern herefter låget og indkog retten i nogle minutter. Smag til med salt og peber samt mørk chokolade. VOILA!
Sideløbende laves en Guacamole - mos avocadokødet i en skål med et presset hvidløg, chili og hakket tomatkød. Tilsæt en smule limesaft og et par spiseskefulde cremefraiche. Krydr med salt og peber, og rør det hele godt sammen! MUMS...
Endvidere kan der serveres lidt kold creme fraiche, salsa, nachos til.. Er du en af dem, som ikke kan holde fingrene fra den gode ris, then be my guest!
VELBEKOMME!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar