/ GODT OG BLANDET /

4.6.15

DADDYS DAY BABY!

Et spontant pluk til mutti. Imorgen skal papa forkæles..


























WROOOOM!, så oprunder DAGEN mañana.. den længeventede dag på året, hvor enhver papa i det danske rige skal fejres på behørig vis af sine kære børn: FARS DAG! Alt imens et styk mama med måbende og himmelråbs-konstaterende mine kan konkludere, at ungernes ubetingede kærlighedsligning ikke kalkulerer med manglende effektuering af sure pligter og kontant børneopdragelse - her handler det om lutter leg og lagkage.. 

.. Og hvor skal der egentlig ganske lidt til, at gøre sig fortjent til en lap papir krydret med kreative kruseduller, eller hvad sådanne bavianer nu ellers finder på. Tja, jeg har jo efterhånden prøvet det et par gange.. og jeg må ærligt indrømme, at jeg er ret sikker på, den også denne gang står på kyndig assistance fra hende mutti, når Mateo og Gaia skal trække kaninen op af hatten. En opskrift jeg selv er mere eller mindre bekendt med.. 

Det er dog ikke meget, der er blevet hvisket tisket i krogene herhjemme på gavefronten. Der bliver gået stille med dørene = kortene holdes tæt ind på kroppen hos de kære små = den verbale lynlås er zippet godt og grundigt i! 
Ergo: Jeg har ingen mistanke what so ever mht. hvad der bliver disket op med på dagen.. og om der overhovedet falder noget af til ham Papa?! 

Fordi.. Jeg har sgu godt nok følt mig, som en bette gnavpot på det seneste.. sidste weekend stod den på alenetid med ungerne, mens Matilde kunne sætte tiden på standby og boltre sig i de ensrettede, byggerodsbefængte gader i KBH. Jeg ville hjertens gerne kalde det for kvali-tid, men med to lømler løbende i hver sin retning i tide og utide, og med en solid, kastralsyngende papanoia-spagat til følge, var der dømt kort lunte og diktaturstat i det lille hjem.. jeg fandt nemlig hurtigt ud af, at leg og lagkage nødvendigvis må ledsages af grænser og konsekvens, hvis ikke hytten skulle brænde ned..

SÅ.. hvor stiller det nu den kære papa? 

De seneste par dage har lykkeligt vist mig, at småkravlet på mange måder er hurtige til at tilgive de sagesløse forældres spontane frustrationer - og lægge det bag sig lige så snart tankerne ledes andetsteds - pyha.. Så måske er der håb. Håb for, at jeg rent faktisk får stukket en lille tanke i min retning. 

Om det så bare bliver en ekstra dosis morgenkaffe, vil jeg for så vidt være en glad og taknemlig mand..! Men skulle det ske, at Mateo forbarmer sig, og hans små fedtefingre finder vej til computeren, knækker kodeordet, forvilder sig ind på bloggen og labber et par linjer finurligt ordgejl i sig.. så serverer papa dig hermed et lille gaveønske (bebe), som du passende kan røbe for din mama. Et ønske, som enhver far og mand med hang til stadionplatte og svævende læderkugle uden tvivl kan fornøjes med:

Fodbold på Viborg Stadion, når DK byder Montenegro op til træningsdans på mandag..! JA TAK..! 

Er det tid til at finde klaphatten frem? Det tror jeg nok det er! (-; 

GO' FARS DAG!


 

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar