// A.F.E.S. - Dag #05: MØGFALD, MACARONI & MAMA!

Træt og lettere klatøjet papa..

Der skimtes et lys i det fjerne.. et glimtende lyspunkt, der roligt og hastigt på én og samme tid nærmer sig mig medbringende en dyb følelse af varme og tryghed.. 

OK, fuck poesien og lad mig SKRIGE det ud for fulde gardiner: 

MATILDE ER PÅ VEJ HJEM! Jaaahuuuuiii!  

Min midlertidige status som alenefar lakker lykkeligt mod enden.. Imorgen tidlig kl. 9 nul dut vil Matildes fødder atter være plantet solidt på Guldblommevej nr. 57, og mine arme møde hende i et stor-favnende, über-klistrende klem! Og dér får hun lov til at blive til hendes dages ende.. Jeg giver nemmerlig ej slip igen! Omend det nok vil være en smule upraktisk.. HMM.. 
Indrømmelse: Hun har (I DEN GRAD) været savnet - over hele linjen af hele banden.. Trip, trap, træsko glæder vi os alle til at se, røre og opleve hende igen. Der bliver ikke sparet på kyssetøjet!

Jeg har i de seneste to dage levet højt på en vellykket fødselsdag, som bare flaskede sig helt efter bogen (aka to-do-listen). Nok mest på grund af de fornemme hindbær-snitter, eller rettere sagt; FOR NEMME, for hold da op, det var sgu overkommeligt og ikke mindst HYGSOMT at lave. Jeg plejer ellers at være et køkkenmonster, når der er en deadline på det tilberedte.. og så arrangerede det sig endda helt uden sikkerhedsnet (=backup-gifler). 

Jeg må dog indrømme, at post-party-dagene så småt er ved at udmunde i en træt papa, som synes det er krævende at være alenefar. Nu vil jeg gerne have mamamatilde hjem, særligt eftersom ungerne begge dage ved sengetid har stortudet i en hinanden supplerende symfoni baseret på en hæsblæsende blanding af savn til deres mama og træthed efter en laaaang dag i daginstitution. Dagene er startet væsentligt tidligere end normalt, hvilket også for mit vedkommende har været lidt af en kamel at sluge, da det har givet en anelse samvittighedskvaler at acceptere en 9-timers institutionsdag for de små, omend jeg ved de begge trives godt i hhv. børnehaven og vuggestuen. 
Min egen træthed synes jeg ind imellem er kommet til kort ved en relativt kort lunte, særligt når det har drejet sig om kontroverser mellem de små, hvor navnligt Mateo kan blive let irriteret på en meget drillesyg Gaia.. eller pga. Mateo's næsten evige ugidelighed, når det drejer sig om selv at tage overtøj på og få popo'en ud af døren. Der er de øjeblikke, hvor jeg bare har haft lyst til at lave den legendariske Homer Simpson/Bart-konfrontation [Why you little!] - og det dur jo ikke (og jeg har selvsagt holdt mig i skindet)! 

Men der er lyspunkter! Og de fylder selvsagt LANGT MERE i det samlede billede end de små frustrerende øjeblikke.. som fx når det rent faktisk lykkes ene papa at få droslet ned for gråden ved sengetid, få smilet frem og sendt først den ene, så den anden lille skat trygt og harmonisk til drømmeland.. Fantastisk følelse.. eller når Gaia storsmæskende og overindsmurt i Macaroni & kødsovs sender et yderst varmt og tilfredsstillet blik mod sin papa, som bare signaler et kæmpe THUMBS UP på madfronten.. Hvor er der bare meget at tage med på sådan 5 dage på egen hånd med banditterne. Jovist er det en prøvelse uden lige, som indrømmet har givet mig tre grå hår på siden af hovedet, men.. hytten er ikke brændt ned, ungerne lever(!!) og leger(!) i bedste velgående, jeg har udbygget mit noget haltende planlægningsgen og generelt lagt nogle lag på min rolle som papa, matilde har haft en fed tur - og måske vigtigst af alt: vi har savnet.. noget, som bare rykker ved rutinen, og gør den langt mere indholdsrig og værdifuld end den ellers umiddelbart kan synes.. SHIT, HVOR JEG SAVNER.. 

Macaroni-tøsen in action..