Madame Morgenmus & Mission Impossible!

Hyttens kvindelige islæt, Mama-matilde, er for tiden atter henvist til skolebænken, hvor det på plus-siden giver hende den fabelagtige gode at møde en HEL time senere. Ny mødetid: 0900. 

Dette giver hende foruden et tiltrængt tillæg til skønhedssøvnen, rig mulighed for maksimal morgennydelse af bavianerne uden jag og hastværk. Selv slæber jeg mit søvnunderskudsramte gemyt ud af sengen 06.29 efter en alt for hurtigt overstået snooze-stund på 1-2-3-4-5-6-7-8-9 min. WAKE UP PAPA..

Ud af fjerene, lige finde øjnene, tømme dem for gammelmandssøvn, bøvle med at finde tøj uden fedtefingre, tusch eller snotspor (jeps, selv det rene, sammenlagte kluns er i farezonen!), konstatere at skjorten igen-igen-igen ikke er strøget, og så ellers bare på listetæer á la ninja-style ned af trappen, så resten af hytten kan boble videre en lille times tid..

Første trin ned taget. Ingen lyd. Anden trin ned taget. Still silencio. Jeg tillader mig for et kort øjeblik at drømme om morgenkaffens opkvikkende velsmag... indtaget i A.B.S.O.L.U.T. S.T.I.L.H.E.D. Tredje trin veloverstået. Fjerde trin. K-n-i-ii-iii-ii-i-r-r-r-k (!).. holder vejret.. aner en puslen med dynen fra Gaia's værelse. Uha.. erstattes af morgengrynt samt lyden af fuldt opspærrede øjenlåg - korrekt, den har en lyd: "GAIA TØ-Ø-ØØ-Ø-ØJ". MISSION FAILED. Igen. Kan med en yderst ambivalent følelse konstatere, at lillepigen atter agter at joine papa fra tidlig morgenstund.. 

Ambivalent - hvorfor dog? tænker du nok.. Jo, ser du. På den ene side, så ELSKER jeg at have den lille madame’s smilende og fjollede selskab helt for mig selv. Fordi det er sgu far-datter-tid, når det er bedst.. Hun er en værre kommandørsergent, men med et par lange timer indtil gensyn om eftermiddagen, så er det bare om at suge til sig af hendes søde gemyt. Dét i sig selv giver bare en dejligere start på dagen, og al rigelig grund til at droppe ninja-taktikken… 

PÅ DEN ANDEN SIDE.. så forholder sig det faktum, at jeg er skabt til at stresse på en hverdagsmorgen. Det går bare mere smooth med at komme ud af døren i tide, når papa ikke skal sørge for (ren) ble, (præsentabelt) kluns, (nydeligt) udredt og opsat garn (mit repertoire indenfor fletninger etc. er yderst begrænset = hårknolden sejrer som regel), (næringsrig) morgenmad og (top) underholdning for Gaia, når jeg dårligt nok har styr på mit eget sh*t. Forberedelse er en sgu faktor jeg efterhånden burde mestre, men er du gal der er lang vej..

WELL.. Som klokken nærmer sig min afgang mod stationen, plejer en veludhvilet Mateo at melde sin ankomst ved morgenbordet med skarptskydende morgenånde og højt humør. Her begynder jeg efter 45 minutters blæksprutte-manøvrer - hvilket jo sandt at sige er løgn, da papa kun kan foretage sig én ting ad gangen - at ånde lettet op og indse, at det hele nok skal gå og toget heller ikke kører fra mig idag.. 

Mateo kaster som det første et kropsvisiterende blik i Gaia's retning, bare liiiige for at sikre sig, at hun ikke er i besiddelse af hans dyrebare legetøj. Hvilket efter nærmere eftertanke bringer mig til følgende konklusion og erkendelse: Gaia er en snu gnu.. Listefødder eller ej, no matter what er der dømt mission impossible for mig, for på noget tidspunkt at komme til at indtage morgenkaffen i enligt selskab. Kommandørsergenten har nemlig fanget fidusen. Tidligt op er lig med FRI ADGANG til Mateo’s slaraffenland af labert LEGO! Papa og havregrød er lutter sidegevinst.. 


Længe leve storebror - længere leve hans legetøj! ;-)

En god klat ketchup på havregrøden, og vupti
så er der morgenmums til Misja-musen!

                 

L*** på menuen . . . . .

Hvad kalder du/I denne fætter for derhjemme? 

'Vores Børn' henvendte sig forleden via facebook til hr. og fru DK spørgende ind til hvad i alverden vi, forældre som børn, vælger at kalder det indenfor hjemmets rammer, når fordøjelsessystemet har klaret sin tjans og afleveret en omgang ildelugtende affaldsstof i ble, potte, toilet, køkkengulv, badekar, have eller noget helt syvende.. Og ja(!), herhjemme er de blevet lagt hist og pist gennem tiden.. 

Kært, klamt barn har mange navne, og jeg vil vove at påstå, at Mateo på daglig basis tillægger sit ordforråd et nyt synonym for den kære pølle efter noget, der kun kan have været en underholdende og snakkesalig stund i børnehaven.  

Men vi har faktisk et hjemmevant ord for det, som jeg selv har brugt flittigt fra mine yngste år: "GAGA". (Lady? Not so much..) 

Baggrunden for ordet skal findes i min mutti's chilenske herkomst, hvor gaga er baby-slang for BÆ. Det har åbenbart for mig og mine brødre i sin tid fungeret helt gnidningsfrit at adoptere dette ord - et ord, som jo udover at ligge særdeles godt i munden (skal IKKE forstås bogstaveligt!;) for småkravlet pga. det pænt lave lix-tal, desuden er bare en anelse mere 'farverigt' (læs: mindre klamt) at høre på end de mere åbenlyse, uindpakkede alternativer. I bund og grund vel udelukkende fordi INGEN ved hvad gaga betyder og refererer til. Af denne årsag har vi selvsagt måttet udstyre de stakkels pædagoger i daginstitutionen med en dansk-babychilensk parlør, så de har kunnet hitte ud af at afkryptisere de spøjse ord, som fra tid til anden kommer ud af banditternes mund. 

Ærlig talt. Jeg ved sgu snart ikke hvordan jeg skal forholde mig til det. Kigger vi udover vores lille 'gaga-boble' bør man så lave STORT eller LORT? Og bør man som forældre synkronisere med sprogbruget i daginstitutionen anvendt mellem pædagog og barn, så der kommer rene, tydelige linjer uden misforståelser? Jeg mener.. når alt kommer til stykket, så er det bare så hamrende naturligt at komme af med den kagemand. Og HVORFOR kan jeg ikke bare få mig selv til at skrive/kalde det for LORT LORT LORT - det er jo for h****** IKKE en kagemand!! Var det en kagemand, så skulle den sgu da fluks ind i min mund og ikke druknes i toilettet! 

Jeg ved snart ikke hvad der er sundest; at have udtryk for den brune ting (som forresten kan kreeres i alverdens farver og afskygninger sku' jeg hilse at sige! Som far oplever man jo en ting eller to på den front), som indirekte lægger fingre imellem og tabuiserer noget, som er livsnødvendigt, og noget nær det mest naturlige i hele verden; eller at droppe filteret og udenoms-snakken og kalde det for hvad det er! En gedigen lort.. Som jeg tidligere er blevet gjort opmærksom på: pølser ER jo noget man tilbereder i et køkken for derefter at spise..   

Jeg er en anelse i vildrede.. Men vel egentlig også fløjtende ligeglad. Kommer Mateo hjem og kalder det for 'lort' (og det gør han), så er det højst sandsynligt fordi han farves af det miljø han tilbringer størstedelen af sine vågne timer i hverdagen i, nemlig i børnehaven, og fred være så med det. Vi har jo selv valgt han skal gå i BH (malplaceret forkortelse, but you get the point!). Jeg slår ikke hånden af ham af den grund.. Jeg siger forresten stadig gaga herhjemme i en alder af 29. Matilde har sågar adopteret det.. Fucking voksenbabyer ;-)            

WELL.. Jeg har sgu faktisk på fornemmeren, at gaga så småt er ved at blive skyllet ud i toilettet herhjemme. Ja, det lyder så hyggeligt, men på ét punkt har vi simpelthen ikke været særlige smarte. Gaia bliver jo simpelthen ufrivilligt mobbeoffer i skolen, hvis ikke vi formår at få det afviklet i tide. Mener: gaga og gaia i samme sætning (prøv sammensat ord!) ligger jo lige til højrebenet for klassens drillepind! Puha, hun ville hade os for det..    

Faktisk så er Gaia fornylig begyndt at sige 'adder', hvilket jeg stærkt må gå ud fra bliver anvendt i pigebarnets vuggestue. Er det adder? Ja for helvede.. hun lagde så sent som imorges i kakkelovnen til en kradsbørstig en af slagsen, som var tæt på at slå mig ud. Men er det naturligt? JEPS.. og jeg forsyner hende med det vuns og med stor glæde med en frisk, blød ble. Den udvidede variant af denne er 'adder badder'.. HMM. For nu går det an, og så tror jeg simpelthen det smarteste bare må være at lade sprogbruget udvikle sig uden at tvinge det i en specifik retning (censureret eller ej). Vi må vel i bogstaveligste forstand lade naturen gå sin gang.. 

Med disse "reflekterende" ord skrevet, så vil jeg ved senere lejlighed vende tilbage med en lille, lykkelig lortehistorie. 
Hovedperson: Mateo. Tilhørende rekvisit: Et lille, fladt stykke LEGO.. så kan du nok forestille dig, hvor den fortælling bærer hen! ;-)


PS. OG HEY! HVAD MED DIG SELV? 


Del da li' ud af guldkornene og fortæl mig hvad I kalder kreationen hjemme hos Jer!

Hvem ved - måske det blev startskuddet til en lige så konstruktiv lortesnak, som det opleves på Vores Børn's facebookside ;-)




       

                 

FULL SLEEVE BABY!

Bevismateriale A & B.

Scrollede tidligere idag mit digitale familiealbum aka instagram igennem for alt det labre spam jeg dagligt kaster ud i cyberspace, og fandt et par uger gamle billeder, som jeg tidligere har haft tiltænkt at smide op på bloggen tilsat lidt farverige ord. Jo altså..  

Mens dagen stadig var ung, og formiddagskaffen blev nydt i klasseværelset på min skole, gjorde jeg mig for en rum tid siden en opdagelse, som sgu efter en lille tænkepause fik mig til at trække på smilebåndet. Faktisk så var det min københavner-buddy, Mikkel, som med et noget forundret blik (som i: ???), pænt gjorde mig opmærksom på en længere tusch-streg på mit skjorteærme. Et kort øjeblik havde han vist glemt, at jeg har to krudtugler på min forsørgerliste, og jeg var da efter påpegelsen selv hurtig til at identificere det grønne islæt som en narre-streg  af slagsen. En snap allround skjorte-visitering senere stod det klart, at bønnen havde et solidt følgeskab af 1,2,3 andre streger. Umiddelbar reaktion: FUCK.. Jeg køber aldrig tøj, så min eksisterende garderobe må efter planen gerne holde sig pæn og præsentabel de næste 100 år. Med et mindre kuld, farveladeglade unger er oddsene for dette dog nok ikke de bedste..         

Well, videre i teksten. Alt imens havde jeg til kaffen lusket en noget ukreativ rugbrødsmad op af tasken: FIGENPÅLÆGSMADEN. 

En legendarisk, gammel kending, som havde sneget sig ombord i madkassen, præcis som den gjorde det dengang jeg selv blot havde taget hul på livets spæde start. Med et snuptag blev der i en harmonisk samklang af grønt og brunt sat en endnu FEDERE streg under morgenens spontane reflektionsmoment: Nemlig det faktum, at jeg er far.. at selvom vi forældre anno 2015 er så priviligerede at kunne kyle småkravlet i daginstitution en hel, lang dag, og bare fokusere al vores energi på alt andet end lortebleer og leg, så er der sgu 100 ting i, på og omkring én no matter hvor man befinder sig, som konstant minder én om den virkelighed man har anbragt sig selv i (Ude af syne ude af sind, min bare røv!). Den virkelighed som indebærer, at man ikke længere kan have noget i fred og nødvendigvis må tage et udpræget hensyn til familiens mindste. Børnenes behov først, og så må papa tage til takke med resterne.. DVS. figenpålæg i stedet for et par delikate skiver roastbeef druknet i remoulade, toppet med sprøde, ristede løg!     

Konklusion? Man kan ikke andet end elske det.. Jeg har faktisk for år tilbage prøvet at indføre farven grøn i min noget farveløse garderobe, dog ikke helt med udpræget succes. Med en temmelig synlig opfordring fra de små skulle jeg måske overveje en renæssance for det grønne kluns.. jeg vil gå i tænkebox! Men endnu vigtigere note at få tilføjet inden drømmeland kalder: 

Føj, hvor kan en figenmad dog egentlig smage delicious i al sin tørre enkelhed!               

Mateo & fætter Luca kreerer farverige 'Full Sleeves' og 
gør sig hermed begge til hovedmistænkte banditter!

ØKOLOGIK FOR BURBØRN!

Så blev det omsider den længeventede dag, hvor øko-køerne glad og lystigt kan springe ud og nyde græsgangene i minimum 6 timer om dagen over et helt sommerhalvår! Vi var blevet tippet og inviteret til at opleve dette syn af Matildes mama - et syn, som efter sigende skulle være helt fantastisk, ja nærmest livsbekræftende, og et syn som for vores vedkommende udspillede sig på Ny Lundgård Ismejeri nær Randers. Et helt hav af store som små mennesker havde valgt at bruge den højhellige søndag på at valfarte til ismejeriet, hvor den foruden kickflippende køer stod på prøvesmagning af diverse mejeriprodukter.. 

Sidst jeg selv befandt mig på en gård var i mine teenage-år, hvor københavner-bysbarnet over et par gode timer på landet skulle lære lidt om landbrugets mekanismer, og baggrunden for de gode råvarer man som forbruger selvfølgeligt stopper i indkøbskurven. Tiden siden da er gået i rappe slag, jeg husker ikke en radisse af dagen, så det var sgu kun på tide at få klappet nogle køer, få lidt møg på skoene og atter få snuset lidt til det "velduftende" liv på landet. Når det er sagt, så var der fra mormors side nok i højere grad tænkt på banditterne for hvem de her små, men indtryksfulde oplevelser, bare er guld værd.. Gaia og Mateo var da også helt med på at få en på opleveren. Køerne var søde, men kæmpemæssige, når man selv blot er to små hobbitter som deres forældre, så opmærksomheden blev relativt hurtigt rettet mod iskøen og ikke mindst det som befandt sig for enden af den.. to styks isvaffel med en solid kombi af vanilje- og chokoladekugler blev sidenhen nydt på gårdspladsen i vældigt solskin, alt imens jeg kunne kigge langt og længe efter den opstillede pølsebods lækre udvalg af overdådige øko-pølser (WHAT A SIGHT..) Dels var køen tætpakket og lang - folk syntes i den grad pølsetrængende(!), dels var vi inviteret til fødselsdagsfrokost for Svend (mormor's kæreste) efter ko-ræset. Og er der noget man har lyst til at gemme appetit til, så er det min kære svigermamas mad! 

Til trods for udsigt til dette syntes Gaia nu alligevel, at hun skulle gøre et forsøg på at rydde prøvesmagningsbordet for ost. Var hun Cirkeline ville Frederik & Ingolf krybe sultne og udmagrede til køjs hver dag.. Den tøs er het pjattet med ost, kun tangeret af mælk. Så mormor købte efterfølgende en dejlig, gul ost og en solid liter mælk til hende, som udover at skabe smil og glæde i lillepigens mave og sind de følgende dage, nok også var et strategisk træk i mission 'der-skal-også-være-ost-og-mælk-til-de-andre-mennesker'. Det ville sgu ikke undre mig, hvis vi har en fremtidig mejerist i hende.. 

WELL.. Tiden oprandt, hvor køerne i et internt kapløb om først at nå ud til alle livretterne på engen, kunne slå sine folder løs efter et vinterhalvår indendøre. Tiltrængt, formoder jeg. Sådan et vue gør det sgu det hele værd.. Du ved; lige at hive de ekstra mønter op af lommen, når valget falder på øko-mælk i supermarkedet. Og meget andet indenfor økologi for den sags skyld.. Må ærligt indrømme jeg ikke studsede så meget over det inden jeg mødte Matilde for små seks år siden - mindes faktisk ikke om jeg reelt havde mit første øko-indkøb til gode på det tidspunkt. Jeg tør ikke helt indrømme det, men.. dengang syntes buræg sgu attraktive. Som fattig studerende handlede det langt hen ad vejen om at kunne få så meget som muligt for så lidt som muligt; kvantitet fremfor kvalitet I guess, der skulle jo være stakater til at tørlægge byen for booze fra torsdag til lørdag. 

Idag kunne jeg sjovt nok ikke drømme om at købe andet end øko-æg.. Det er nok en solid blanding af det faktum, at jeg dengang virkelig gerne ville have fingrene i Matilde (buræg = absolut NO-GO), og så en stigende, moralsk funderet bevidsthed om ens omgivelser, når man er blevet papa. Jeg mener.. vi kender efterhånden nok alle den velkendte sammenligning mellem burhøns og børnehavebørn: de såkaldte "burbørn" (opfindsomheden længe leve).. om høj normering i børnehaven - og det ønsker man sgu hverken for sine børn eller de stakkels, altædende høns. At blive stuvet sammen i massive flokke på et beskedent areal. Jeg får sgu stress ved tanken.. Men tanken er vigtig, der begynder det no matter what. Om det så bare er i forhold til ens forbrug, så har man valget; om at gøre en forskel eller ej. 

Det er f***** up, I know, men.. Jeg kunne ikke lade være med at forestille mig kæmpekøerne som små legebørn, der i al hast uden den mindste frygt for at snuble over løsne snørebånd eller sidekammeratens benspænd, bare buldrede derudaf på livet løs for at nå legepladsens sejeste gynge eller ramme rutsjebanen som den første.. Det er for vildt at tænke på, at det er os som 'de voksne' og os som forbrugerne, der er med til at udpege retningen for vores børns og omgivelsernes fremtid.. Blot en flygtig tanke - som forresten er al for sen at få på dette tidspunkt. Jeg holder her inden jeg snubler.. og kommer til at ligne en filur-is ;)


PS. Resten af dagen gik med sol, hygge og godt humør til en solid fødselsdagsfrokost! 



LIFE IS GOOD.    

Matilde fik sig lidt af en beundrer..

STEGT FLÆSK M/ GNAVPOT & PERSILLESOVS

Hendes Majestæt Dronningen runder idag 75 farverige år - og sådan en bedrift skal da fejres..! Og når man som familien Guldblomme befinder sig milevis fra den royale slotsplads uden en reel chance for at vifte med hyldende flag, hvilken mere passende salut kan da forestilles end at indtage DK's nykronede nationalspise: STEGT FLÆSK M/ KARTOWLER & [en ornli' møgfuld] PERSILLESMOVS! 

HMM.. Jeg må sgu krybe til korset.. aftenens menu er nok mere et tilfældigt produkt af, at vi har udskudt madlavningen siden i tirsdags, hvor den stod på smørrebrød, og dernæst hjemmelavet pizza hos vores søde naboer igår. Faktisk er vi ikke de største royalister i det lille hjem, så min egen tilsigtede fejring af vores dronning begrænser sig vel til et styk næste-kærlig lykønskningstanke på vej hjem fra skole, da jeg med ét blev overmandet af fire flotte og yderst flagrende flagstænger ved banegårdsarealet. 
Rent faktisk er det en ganske anden madame, som har været i centrum herhjemme på denne blæsefulde, men lune, aprildag. Nemlig kreatøren bag den stegte flæsk - hovedingrediensen i en ret, som snildt kan indtage den øverste plads på podiet hvad angår mine personlige favoritter over spisepræferencer. MUMS, det er godt..! Jeg kender ingen spise, der som den kan få mit mundtøj til at løbe i vand og kreere fatamorgana på stribe blot ved tanken om at befinde sig face to face med en velvoksen tallerkenfuld flæsk. For h****** da, jeg tørrer pt savl af tastaturet! 

Af samme årsag var der lagt op til trommehvirvel og en begejstring uden lige i ventetiden op til servering, da husets kvindelige islæt egenhændigt satte sig for at kokkere for to dinosaur-films-kiggende, sultne mandfolk (Mateo & mig), samt et styk badenymfe i Gaia, som selvklart skulle have en passende portion udelt opmærksomhed på badeværelset.. fra Matilde. 

40 minutter og 225 grader senere stod den på flæsk: Version Stenhård og næsten forkullet. 

ENHVER MANDS SKRÆK! "Ak & ve" er IKKE dækkende! Ramaskrig og skuffelse uden lige var på nippet til at give genlyd i hele hytten.. nuvel, man ville være et skarn ikke at sætte pris på et godhjertet initiativ, så der blev ikke kastet med tallerkener - dog påpeget, at kødet vistnok skulle have set, smagt og følt bare en anelse anderledes.. SKUMLE SKUMLE. Klichéen lever i bedste velgående: 

Papa er ikke sur, papa er skuffet.. 

Men papa ved i bund og grund også, at han bare kan vende snuden fra filmkiggeriet og blive lidt bedre til at hjælpe blæksprutten med at jonglere mellem de 1001 husholdningsopgaver, som hun formår at udføre til UG på én og samme tid - fx. ved at lette røven fra sofaen og høre svinet om det kan klare varmen..

Jeg havde sgu lidt følelsen af at sidde som en forkælet teenager, tage for givet og forvente det hele kom serverende på slaget spisetid med lovprisninger og tilfredshedsmine en mas fra min side til følge. Set i bakspejlet burde jeg i sådanne tilfælde blive bedre til at holde mig i skindet og levere et lille, kærligt pokerface - du ved, ét som signalerer en vis form for taknemmelighed over bare det at få mad (lavet med kærlighed!) på bordet, at hun har mod på at lave en ret som i de flestes øjne er REGULÆR MANDEÆDE - og om ikke andet for, at hun i det hele taget er så meget tilstede i dette hjem som hun er.. for det er sgu ingen selvfølge. HUSK DET NU, A!

    

Når det er sagt, så var det jo faktisk nogle veltilberedte kartofler og en persillesovs, som man bedømt på konsistens og smag havde lyst til at afgå ved druknedøden i - WHAT A GLORY! Denne skæbne tilfaldt i stedet flæsket, som dyppet i rigelig mængde sovs spøjst nok tilnærmede sig en spiselig karakter. Forkullet eller ej, det er jo flæsk! 

I skrivende stund rumler min mave en lille smule og minder mig faktisk om det faktum, at stegt flæsk altid bør indtages med adgang til en ubegrænset (ad libitum) mængde - og sandt at sige, så var det ikke verdens største pakke flæsk vi havde fået købt ind. Så hvem ved om husfreden i højere grad var gået fløjten, hvis flæsket var endt lykkeligt tilberedt, og jeg midt i 'non-stop-nedkørings-ræset' havde langet ud efter en ekstra portion velsmagende, saftig flæsk og i stedet grebet en håndfuld luft..?! JEPS, den holder jeg på og tager hermed den positive nathue på: intet er nemlig så galt, at det ikke er godt for noget..
  

PS. Man siger forresten, at vejen til en mands hjerte går gennem maven.. Men selv hvis den sku' stå på forbrændt flæsk resten af mine dage, så kan jeg med den ene hånd på hjertet (og den anden på min knurrende mave;) sige, at jeg altid vil elske min woman - som altså i 99 ud af 100 gange laver formidabel mad. Spørgsmålet er om hun kan bære over med en gammel gnavpot og hans ikke-altid-lige-gennemtænkte reaktioner. I'LL CROSS MY FINGERS..

Til trods for flæskens noget kulørte tilstand var den
ikke mindre sjov at have med ved middagsbordet..! 

       

                 

      

FILUR-FILEJS!

OK, det er nu knap tre ugers tid siden, at der kørte en mindre klagesang rundt på de sociale medier omhandlende den evigt elskede filur-is, som jeg forresten forestiller mig som det eneste kan toppe Nik & Jay i kendis-faktor.. 

Klagesangens tekstforfatter: En mor til en 4-årig datter. 

Årsag: Filur-isen smiler aldrig, når indpakningen fjernes, til stor skuffelse for en lille, håbefuld fan af læskeisen. 

HMM.. what to think.. jeg læste nyheden på eb.dk, som selvfølgelig havde kastet sig over klagesangen til STOR FRYD for brugere af Nationen!, hvor den kære mutter ikke fik for få overhalende bemærkninger med på vejen.. og jeg kunne selvsagt ikke lade være med at forholde mig til sagens kerne, når nu jeg selv er papa til et styk 4-årig habengut. Og det kribler og krabler i mine papa-fingre for at give mit besyv med!

ALTSÅ.. hvis vi for et øjeblik parkerer kasteskytset, og rent faktisk leger med på, at dette er en problemstilling, som afkræves en vis form for taletid, så kan jeg godt se, at det fra moderens synspunkt ikke må være særligt opløftende gang på gang at skulle forklare lilleprinsessen, hvorfor filuren konstant ligner en snottet unge, der er skvattet i snørebåndet og har kysset asfalten (formuleringen er tyvstjålet fra Nationen! - er vild med udtalelsen!).. børn har stigende forventninger til deres omverden, og falder enkelte ting ved siden af, så kan det i den grad ryste og ødelægge det samlede billede! Og så er det altså ikke lutter filur-is at være et lille barn, som kun lige er begyndt at gøre sig klog på den store verden. Ak og ve..

MEN FOR H****** DA.. lad os nu liii' stoppe med at pakke barnet ind (oh yeah, jeg kan også være dobbeltmoralsk!), og i stedet sætte os ind i den fætter filur vi pakker ud, og én gang for alle prøve at forstå det skræk-og-rædselsscenarie, som må udspille sig for den stakkels fyr, når den hives ud af sine kølige gemakker og langes over disken. 
FOR DER ER VITTERLIGT IKKE SÆRLIG MEGET AT SMILE AF... 

JEG SPØRGER BARE: hvordan ville du selv have det med udsigten til at blive voldsuttet, pint og fortæret, alt imens du har en pind langt op i røven og solen så småt smelter dig til ukendelighed? Og som om det ikke var nok toppes ydmygelsen af at blive kaldt for "grim narreis" i fuld nøgenhed! Ja, ikke?! Der ÉR sgu ikke meget at smile af! (MØGUNGE..)

WELL.. Frisko gav med et kækt smil på læben igen ved en grafisk, frisk fremstilling af tre forskellige slags udsmattede 'filur-udtryk' med undertitlen 'ingen er perfekte', og i forlængelse af denne har jeg kastet mig ud i et visuelt, og yderst seriøst, bud på hvordan den ideelle familie af filur-is burde se ud.

Med dette in mente, så håber jeg foråret og den nært-stående sommer gås i møde af børn såvel som voksne med lidt større empati for vores alletiders læske-is numero uno! ENJOY :P

Der er ikke meget at smile af for den kære filur..

   

    



        

DOBBELTMORALEN LÆNGE LEVE!

Med høj sol på himlen og et par eventyrlystne banditter ved hånden stod det soleklart, at dagen skulle tilbringes ud i det blå med en solid pakket picnic-kurv og et passende tæppe til formålet.. vi allierede os med ophavsmændene af den skudsikre plan, min brormand og hans kære fra nr. 95, og drog med højt humør ud til Hald Ege Skov, hvor et par gode kilometer til fods skulle føre os ud til Hald Sø og den tudsegamle Hald Ruin aka Zombie-borgen! Ruinen er omkranset af et voldanlæg, som med sin dragende, cirkulære ryg giver mulighed for at komme godt op i højden og skue ud over Hald Sø's overdådige landskab - en udforskelsesmulighed som to frække fætre (Mateo & Luca) ikke lader sine næser gå forbi! Lucito er den frygtløse af de to, og er ikke bleg for at lede an i jagten mod nye eventyr til stor skræk for hans paranoide papa, min brormand Mathi, som jeg blankt - efter talrige demonstrationer - må erkende tager prisen for at være den mest pylrede papa ever.. andenpladsen tilfalder selvfølgelig mig. 

Allerede inden støvskyen efter Lucito's afsæt havde lagt sig, var der dukket et hav af skadesscenarier op for Mathi's indre, hvorfor der blev stillet i højeste alarmberedskab og råbt S.O.S. for vilden sky mod Luca's retning.. alt imens modtageren af budskabet, et styk småkravl på 3 og et halvt frække år, allerede var over alle volde.. NUVEL.. jeg siger ikke, at jeg ikke deler brormands bekymringer (vi befinder os trods alt på en nedlagt zombie-borg(!), og JA, jeg fulgte sgu trop), men er der en ting jeg ikke har til fælles med min gode følgesvend i livet, så er det den strategi, der lægges for dagen, når der skal opdrages på det spejderlystne afkom. Fordi... mig bekendt får man ikke meget ud af at skære begrænsningen (what not to do) ud i pap, ja endog overhovedet nævne den. Den bliver jo for h****** da bare endnu mere interessant..(!) men ak jo, jeg falder selv i fælden i ny og næ, så nu skal jeg vist ikke komme for godt i gang med at pudse glorien.

NÆ NEJ.. dér hvor kæden virkelig hopper af (so sorry, bro') er, når der praktiseres dobbeltmoral af dimensioner og ligefrem DEMONSTRERES what not to do.. idag eksemplificeret nede ved voldanlæggets tilgrænsende søbred, hvor et fantastisk (indrømmet: meget indbydende!) voluminøst og yderst væltet træ, gjorde sig ud for et svedigt klatrestativ ud mod søen. Og vupti.. et halvt sekund efter befandt brormand sig derude, som en anden abekat, og skuede fra træets top ind mod søbredden på tre (Gaia joinede selvfølgelig de seje drenge) håbefulde og bare en anelse misundelige unger drømmende om at udføre selvsamme vovestykke! Well I've got news for you kids: ACCESS DENIED!! Og dermed overværede jeg fødslen af et styk dobbeltmoral, som helt sikkert må og skal efterlades hjemme næste gang den står på tur i det blå.. og den tror jeg sgu godt brormand selv er klar over.

Da jeg samtidig annoncerede min tilbagevenden til picnic-tæppet og kvindfolket (som morede sig bekosteligt over vores klagesang) kan du nok tro klatretyven fik travlt med at komme ind til bredden.. for dér venter jo den ubarmhjertige druknedød lige lukt foran ungerne! Ak og ve.. det ligner sgu lidt der er byttet om på nat og dag på Guldblommevej. 

Plejer det ikke at være fædrene, som er de uforsigtige og bekymringsfrie? Hvor en brækket arm bør være hverdagskost.. Hvor mudrede, hullede bukser og et ordentligt plaster i hovedbunden er lig med en oplevelsesrig og velerfaret dag lige til scrap-bogen?  

Og mødrene de puslende og overforsigtige? 

PUHA.. det holder hårdt! Jeg synes nu selv jeg er blevet bedre med tiden.. og har langsomt arbejdet mig hen imod, og accepteret, at fjerne mere af boble-plasten fra vores unger. Fordi et eller andet sted, så er det vel netop den som afholder dem fra at ånde og mærke livet.. og at tage ved lære af erfaringen. Shit, det er tough business.. men en balancegang, som gradvist må defineres, så den gør mere gavn end skade. FORDI.. 

Gud forbyde, at barnet kommer til skade! ;-)

Luca prøver ihærdigt at trylle sin papa (aka
dobbeltmoralens vogter) om til en tudse!

                 

Ømt Gebis!

Kan.. ikke.. mærke.. min.. mund.. 

Karius & Baktus er netop uddrevet fra papa's gebis!

For et par timer siden hjemvendte jeg fra et halvanden times langt visit hos tandlægen med følelsen af et træt og brugt kæbeparti til følge. Et møde, udskudt to gange tidligere, nu realiseret i kreationen af to plasticbeklædte kindtænder.. I bund og grund er jeg vel egentlig temmelig sej til at gå til tandlægen. Min indre fear-factor er ikke-eksisterende.. SÅLÆNGE.. jeg får mit drug aka en tiltrængt bedøvelse, når der skal bores huller.. 

Nu får jeg det ganske vist til at lyde som om, at Karius og Baktus jævnligt indlogerer sig i mine bisser - dette er som sådan ikke tilfældet.. men det hænder i ny og næ, og i denne omgang er der lidt flere bisser, som er stået for skud end jeg bryder om. 

Indrømmet. Mine bisser kunne godt være bedre! Jeg gør mit ypperste for at berette Mateo & Gaia om det kæmpe plus det er at kunne holde sine tænder velplejede og skinnende, og dermed holde lømlerne K&B på afstand - og forsøger også selv efter bedste evne.. I særdeleshed Mateo, som jo har et modenhedsmæssigt forspring, er ganske fortrinlig til at udvise den ekstra portion tålmodighed under tandbørstningsakten, som er så skidevigtigt for at nå godt omkring. Gaia har stadig sit første tandlægebesøg til gode, hvorfor det ikke helt virker logisk at referere til tandlægen og de frygtindgydende boremekanismer, mens Mateo har fattet fidusen og taget den til sig. For der er sgu ikke særlig meget sjov ved at blive boret.. 

MEDMINDRE(!) man som jeg gjorde idag, vælger at få et ufrivilligt grineflip, mens man fint og nydeligt ligger på langs i tandlægestolen med gebisset blottet.. 3 minutters non-stop fnisen og grynten! OH YEA.. Jeg blev simpelthen nødt til at snøvle en nærmest undskyldende forklaring ud til tandlægen og tandplejeren. Den antog faktisk nærmere form af et spørgsmål, som nogenlunde gik sådan her: 

"Har I nogensinde haft en patient, som tog en SELFIE, mens vedkommende fik ordnet pløkkerne?"

Scenariet omkring en sådan selfie printede et absurd billede for mit indre, som fik mig til at gå i et humørfyldt selvsving, som først stoppede, da det underligt nok forårsagede en udmattende smerte i min skulder.. imidlertig havde jeg fået stoppet en afstands-gummiting i kæften, så jeg frit kunne grine uden at forstyrre de hårdtarbejdende damers foretagende. Shit det var de sjoveste minutter hos tandlægen ever! Efter at have ligget forstenet som en mumie i næsten halvanden time, var mine hænder næsten følelsesløse, så jeg tog den sgu ikke.. selfien.. damerne var ellers klar på den. Og selvom den kunne have tjent som sublim og lærerig fotodokumentation overfor ungerne under tandbørstningen, så er det nok bedst at undlade skræmmeeksemplerne. Desuden.. så er der ingen bedre logik og incitament for at lade papa børste bisser, end at bytte 2 minutters tandbørstning med en god, velanrettet fredags- OG lørdags-hyggebakke..! Det er vist det man kalder for WIN-WIN..

PÅSKESTUND HAR GULD I MUND

Og vupti.. så spadserede Påsken 2015 rask derudaf! Hvor har det bare været lutter liv og glade dage.. Jeg tror minsandten Påsken er min favorit-højtid! Ikke blot fordi det er tilladt at aflive chokolade-æg på samlebånd, men hold nu op, hvor kan det familiemæssige samværsaspekt i den grad matche juletiden! Og endda toppet med den evigt smilende forårssolskin.. WHAT'S THEN NOT TO LIKE... 

Det er jo heller ikke nogen hemmelighed, at begge mine påskekyllinger klækkede hul på æggeskallen omkring denne tid for hhv. 4 og 2 år siden. Endvidere var det også i foråret, marts/april, jeg for snart 6 år siden begyndte at kæreste med en helt igennem skidesød smuksak kaldet Matilde.. Hun har holdt mig (og mit til tider iltre, chilenske temperament) ud siden da, og gjort mig til en ekstrem rig herre, til trods for en tilsyneladende kronisk tilstand af manglende guld på kistebunden.. Foråret for mig er i den grad fyldt med følelser, kærlighed og livsbekræftelse, og når jeg nu på Påskens sidstedag med det trofaste kaffegrums ved min side kan reflektere over dagene der gik, sidder jeg tilbage med en SKØN fornemmelse og mange dejlige påskeminder rigere. Tag blot de seneste tre dage (siden mit tiltrængte tømmermænds-togt), som har stået på hhv. festlig familiefødselsdag for banditterne, overdådig påskefrokost hos svigermama i Tjele, samt dagens Aalborgensiske udflugt til påskehygge hos min egen mor og hendes kæreste. FAMILIEIDYL EN MAS! 
Der er blevet spist og hygget for den helt store guldmedalje adskillige dage i streg, næsten så meget, at det nu er ganske OK at trille tilbage til hverdagen.. og ikke mindst få skåret bare en anelse ned på sukkerindtaget, som næsten har nået overvældende dimensioner, særligt hvad angår de små kræ's omgang med snol, slik og chokolade i alskens skikkelser. OK, Det bli'r sgu en udfordring for alle, store som små - en udfordring, som nok hellere må løbes i møde med en vis form for standhaftighed. Der vil høres gråd, skrig og sure miner, men vi vil alle overleve.. fordi.. det er FORÅR! Fuglene kvidrer, græsset gror, grillen børstes af.. og så er det endda startskuddet på længere og varmere dage, som vi nærmer os den glade sommertid. 

GOTTA.. LOVE... THAT! :)

       

JEG HAR IK' DRUKKET I ET ÅR...

En lille bajser og en saltkringle til bold 

tæller IKKE med i regnskabet!

LANGT OM LÆNGE blev det igår dagen på året, hvor papa stadser sig ud, kridter danseskoene og råber halleluja akkompagneret af et par bøller og en håndfuld bajere! Den ifølge statistikken ene dag på året, i påsken, hvor jeg tillader mig selv at gå til fadbamsen for dagen derpå at "nyde" gensynets glæde med de tømmermænd, som jeg igennem mine nu 4+ år som papacito, har været så slem til at pakke væk.. 

Der var engang.. hvor det var en selvfølge, at torsdag, fredag og lørdag lod sig udfolde i et aften/natteforløb afsat til læske og lir i laksegade, mens dagtimerne bød på pleje af en knirkende krop og et intet-huskende sind - THOSE DAYS ARE GONE... Og det passer mig forresten fint.. for shit, hvor har  jeg været ynkelig dagen herpå!

Efter en udsøgt påskefrokost hos Matildes far i Hald Ege, bød jeg M&M (2 x Mathias, hhv. brormand + buddy fra Vibs) op til bodega-traf og en solid omgang raflestund, velsmagende bajere og røg i lange baner. NØJ, hvor jeg nød det.. Brormand er i samme fader-jolle som jeg selv, hvorfor vi sammen nød at padle os gennem et ocean af imødekommende bajere. Fordums styrke indenfor den kære læske-druk har øjensynligt lidt et knæk, ihvertfald kan jeg konstantere, at vi over 6 gode timer blot har drukket hvad der svarer til en fadbamse i timen. Hmm.. jeg har lyst til at kalde det for papa-tempo.. dog kan jeg ikke helt bestemme mig for om 'Papa-tempo' bør være betegnende for et slurbrende, f******-tørstig-mands-tempo á la Tordenguden Thor, der i barndomserindringens Valhalla-tegnefilm (MUST SEE) drikker et helt hav på ingen tid.. som i: Jeg har ikke drukket i et år (U know the melody)- SÅ NU SKAL DER SATME BÆLLES.. eller som det (næsten) reelt udspillede scenarie; nemlig, at der nippes på anstændig vis, fordi jeg liii' skal bruge et par timer (6!) på at varme op og huske hvordan det nu er man gør.. NOK OM DET! 

Summasummarum.. Vi havde en fest! Den sluttede af på byens Go-getter af en beværtning, ZWEI GROSSE, hvor en fadbamse selvsagt altid skal være ledsaget af en ekstra fadbamse til den ledige hånd.. efter lukketid slentrede jeg med brormand hjem til Guldblommevej (hvor han er min nabo lidt endnu), hvor følgende dialog (opfrisket af en lidt mere pålidelig kilde end jeg selv) fandt sted mellem Mathi og jeg:

Mathi: Bro, skal jeg komme over og hjælpe Matilde med at passe unger her til formiddag?

Mig: Ellers tak, bro.. jeg er SUPER-PAPA, jeg står op om en time!


Kl. 16:30 stod jeg ud af sengen. Overlevende en regulær nikotin-forgiftning (så meget svagdrikker har man ikke lov til at være jo - var for h...... ikke fuld!), som gjorde mig til en meget ynkelig herre fra morgenstunden og frem. Brormand var klar parat til dagen fra kl. 11 og stak snuden forbi og sonderede terrænet i nr. 57 :)

SER ALLEREDE FREM TIL NÆSTE GANG (læs: om et år!)! SKÅL!