DOBBELTMORALEN LÆNGE LEVE!

Med høj sol på himlen og et par eventyrlystne banditter ved hånden stod det soleklart, at dagen skulle tilbringes ud i det blå med en solid pakket picnic-kurv og et passende tæppe til formålet.. vi allierede os med ophavsmændene af den skudsikre plan, min brormand og hans kære fra nr. 95, og drog med højt humør ud til Hald Ege Skov, hvor et par gode kilometer til fods skulle føre os ud til Hald Sø og den tudsegamle Hald Ruin aka Zombie-borgen! Ruinen er omkranset af et voldanlæg, som med sin dragende, cirkulære ryg giver mulighed for at komme godt op i højden og skue ud over Hald Sø's overdådige landskab - en udforskelsesmulighed som to frække fætre (Mateo & Luca) ikke lader sine næser gå forbi! Lucito er den frygtløse af de to, og er ikke bleg for at lede an i jagten mod nye eventyr til stor skræk for hans paranoide papa, min brormand Mathi, som jeg blankt - efter talrige demonstrationer - må erkende tager prisen for at være den mest pylrede papa ever.. andenpladsen tilfalder selvfølgelig mig. 

Allerede inden støvskyen efter Lucito's afsæt havde lagt sig, var der dukket et hav af skadesscenarier op for Mathi's indre, hvorfor der blev stillet i højeste alarmberedskab og råbt S.O.S. for vilden sky mod Luca's retning.. alt imens modtageren af budskabet, et styk småkravl på 3 og et halvt frække år, allerede var over alle volde.. NUVEL.. jeg siger ikke, at jeg ikke deler brormands bekymringer (vi befinder os trods alt på en nedlagt zombie-borg(!), og JA, jeg fulgte sgu trop), men er der en ting jeg ikke har til fælles med min gode følgesvend i livet, så er det den strategi, der lægges for dagen, når der skal opdrages på det spejderlystne afkom. Fordi... mig bekendt får man ikke meget ud af at skære begrænsningen (what not to do) ud i pap, ja endog overhovedet nævne den. Den bliver jo for h****** da bare endnu mere interessant..(!) men ak jo, jeg falder selv i fælden i ny og næ, så nu skal jeg vist ikke komme for godt i gang med at pudse glorien.

NÆ NEJ.. dér hvor kæden virkelig hopper af (so sorry, bro') er, når der praktiseres dobbeltmoral af dimensioner og ligefrem DEMONSTRERES what not to do.. idag eksemplificeret nede ved voldanlæggets tilgrænsende søbred, hvor et fantastisk (indrømmet: meget indbydende!) voluminøst og yderst væltet træ, gjorde sig ud for et svedigt klatrestativ ud mod søen. Og vupti.. et halvt sekund efter befandt brormand sig derude, som en anden abekat, og skuede fra træets top ind mod søbredden på tre (Gaia joinede selvfølgelig de seje drenge) håbefulde og bare en anelse misundelige unger drømmende om at udføre selvsamme vovestykke! Well I've got news for you kids: ACCESS DENIED!! Og dermed overværede jeg fødslen af et styk dobbeltmoral, som helt sikkert må og skal efterlades hjemme næste gang den står på tur i det blå.. og den tror jeg sgu godt brormand selv er klar over.

Da jeg samtidig annoncerede min tilbagevenden til picnic-tæppet og kvindfolket (som morede sig bekosteligt over vores klagesang) kan du nok tro klatretyven fik travlt med at komme ind til bredden.. for dér venter jo den ubarmhjertige druknedød lige lukt foran ungerne! Ak og ve.. det ligner sgu lidt der er byttet om på nat og dag på Guldblommevej. 

Plejer det ikke at være fædrene, som er de uforsigtige og bekymringsfrie? Hvor en brækket arm bør være hverdagskost.. Hvor mudrede, hullede bukser og et ordentligt plaster i hovedbunden er lig med en oplevelsesrig og velerfaret dag lige til scrap-bogen?  

Og mødrene de puslende og overforsigtige? 

PUHA.. det holder hårdt! Jeg synes nu selv jeg er blevet bedre med tiden.. og har langsomt arbejdet mig hen imod, og accepteret, at fjerne mere af boble-plasten fra vores unger. Fordi et eller andet sted, så er det vel netop den som afholder dem fra at ånde og mærke livet.. og at tage ved lære af erfaringen. Shit, det er tough business.. men en balancegang, som gradvist må defineres, så den gør mere gavn end skade. FORDI.. 

Gud forbyde, at barnet kommer til skade! ;-)

Luca prøver ihærdigt at trylle sin papa (aka
dobbeltmoralens vogter) om til en tudse!